Fortsæt til indhold

Politiet jagtede fyrværkeri-tyve fra Horsens til Fyn

Krimi
Jeppe Rafn

Natten til den 24. december klokken 02.31 modtog politiet en anmeldelse om, at der i øjeblikket var gang i et indbrud hos Family Garden på Vegavej i den sydlige del af Horsens.
Her var der blevet opbrudt en container med fyrværkeri og stjålet en stor mængde krudt.
Politiet sendte flere patruljer derud og prøvede at standse to biler, der blev truffet på stedet.
Den ene af bilerne blev ret hurtigt standset på Vejlevej ved Vestvejen i nærheden af Family Garden. I den bil var der to 19-årige mænd fra Odense.
Det lykkedes ikke umiddelbart at standse den anden bil, der kørte ud på motorvejen og fortsatte sydpå med politiet i hælene.
Tyvene kørte ned gennem Jylland og ind på Fyn, hvor politiet fik bilen standset omkring frakørsel 55 Aarup.
I denne bil var der tre unge mænd. En 19-årig mand fra Odense, en 22-årig mand fra Odense og en 19-årig mand fra Holstebro.
I de to bilers bagagerum blev der i alt fundet fire kasser med raketter og 10 kasser med batterier.
De fem unge mænd er alle blevet afhørt og sigtet for tyveri af fyrværkeri. De blev løsladt efter afhøring, oplyser Horsens Lokalpoliti.