Narkobilister langs Viborgvej
Politiet måtte flere gange søndag aften have håndjernene frem til narkopåvirkede bilister
En patrulje bemærkede i går aftes klokken 22.15 en personbil, der holdt på Sommervej ud for 'We Bike' i det vestlige Aarhus.
I bilen, hvorfra der lugtede af hash, da patruljen åbnede døren, sad tre personer.
På førersædet sad en 26-årig mand, der blev fundet i besiddelse af skunk, 1,2 gram kokain samt 11.400 kroner i kontanter.
Han blev sigtet for besiddelse af kokain og kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.
Da manden havde et udestående med det offentlige, blev de fundne kontanter konfiskeret.
Bilen, som var en udlejningsbil, var misligholdt i forhold til betaling, så nøglerne blev inddraget, og bilen udleveres nu til udlejningsfirmaet.
Stoffer og stjålne nummerplader
Godt en time senere var den gal igen i det vestlige Aarhus.
En patruljevogn bemærkede klokken 23.27 en Audi A6 på Viborgvej i Tilst.
Bilens to nummerplader var forskellige og begge meldt stjålne.
Bilen blev standset, og den 39-årige, mandlige fører, der udover at være frakendt førerretten, også var påvirket af euforiserende stoffer.
Han blev anholdt, sigtet for kørsel i frakendelsestiden, under påvirkning af euforiserende stoffer, tyveri af nummerplader og besiddelse af 0,2 gram amfetamin.
Den 22-årige medpassager påstod, at bilen tilhørte ham, hvilket han dog ikke kunne bevise. Han var også frakendt førerretten, så nøglerne blev derfor midlertidig inddraget.