93-årig snydt af smykketyv
En ukendt kvinde har stjålet smykker fra ældre dame i Aarhus N
En ukendt kvinde ringede på døren hos en 93-årig kvinde på Dronning Margrethes Vej i 8200 Aarhus N. Kvinden ville se på nogle møbler, der stod i gården, og derefter skubbede kvinden den 93-årige ud i køkkenet, hvor hun bad hende om at sætte sig ned på en stol. Her begyndte den ukendte kvinde at give damen nakkemassage, og i den forbindelse forsøgte hun at tage en halskæde af den 93-årige.
Hun fattede mistanke og bad derfor kvinden om at forlade hjemmet. Efterfølgende opdagede den 93-årige, at der var stjålet smykker fra et andet værelse, og derfor er der mistanke om, at der sandsynligvis har været yderligere en person inde i lejligheden. Den ældre dame var forvirret ovenpå episoden, og har derfor ikke kunne give noget signalement. Hvis du har set eller observeret noget i området, så kontakt Østjyllands Politi på tlf.: 114.