Fortsæt til indhold

Beredskab i kamp mod vandmasserne

Krimi
Arkiv

VANDKAMP Folk fra de nordsjællandske beredskaber tog i weekenden til Jylland for at assistere deres jyske kolleger i kampen mod vandmasserne efter et døgn med kraftigt regnvejr.
Blandt andet assisterede Frederikssund-Halsnæs Brand- og Redningsberedskab med mandskab og pumpekapacitet til Sønderjylland, efter at de sønderjyske beredskaber havde bedt om hjælp.
"I sådan en situation er det netop vigtigt, at vi i Danmark har et samlet beredskab, der er klar til at bakke op, når situationen kræver det", siger beredskabschef Kim Lintrup og fortsætter: "Da vores område er sluppet for de helt store regnmængder, har det været helt naturligt at stille vores beredskab til rådighed i Sønderjylland".
Ni frivillige fra Egedal Brandvæsen og Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab tog tidligt søndag morgen af sted til Jylland sammen med styrker fra Nordsjællands Brandvæsen, Østsjællands Beredskab, Hovedstadens Beredskab og Beredskab Øst - en samlet styrke på 30 mand plus specielt materiel, der kan pumpe 4.200.000 liter vand i timen.
Folkene fra Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab blev sendt til en sønderjysk campingplads, hvor et større område var oversvømmet. De medbragte pumper blev straks indsat, og opgaven blev løst på et par timer, inden der var brug for deres assistance andre steder.