Kontanter, ældre iPhones og guldsmykker faldt i juletyves hænder
Flere indbrud på Djursland i juledagene lige fra Hornlet over Rønde til Grenaa
Juledagene er nogle af tyveknægtenes foretrukne tidspunkter at gå i arbejde på og de har også slået til flere steder på Djursland, både selve juleaften og også 1. juledag.
Desuden siger politiet altid, at man må forvente flere anmeldelser om indbrud, fordi mange tyverier først bliver opdaget, når beboerne kommer hjem til deres bestjålne boliger efter at have været på julebesøg eller -ferie.
1. juledag kl. 16.51 fik politiet en anmeldelse om, at der i tidsrummet mellem juleaften kl. 16.00 og 1. juledag kl. 13.00 var blevet opbrudt et vindue i en privat bolig på Århusvej i Rønde. Derefter blev der stjålet en projektor af mærket Hitachi, en bærbar PC af mærket HP, samt et antal ældre Iphones.
Mellem juleaftensdag kl. 09.00 og 1. juledag kl.16.00 blev der ligeledes opbrudt et vindue til en privat bolig i Åstrupparken i Grenaa. Her blev der stjålet et kontantbeløb, guldsmykker, samt en møntsamling.
To indbrud uden udbytte
I Hornslet er der anmeldt to indbrud i private boliger i juledagene.
På Syrenvej blev en terrassedør opbrudt juleaften mellem kl. 19.15 og kl. 23.00, men tyven fik ikke noget ud af anstrengelserne.
1.juledag mellem kl. 09.45 og kl. 19.45 blev et vindue opbrudt i Skovvænget, hvorefter der blev stjålet kontanter.
Endelig var der også indbrud i en privat bolig på Vrinners Strandvej i Vrinners. Her blev en rude aflistet mellem juleaftensdag kl. 13.00 og 1. juledag kl. 10.00. Ifølge politiet er der umiddelbart ikke stjålet noget.