Fortsæt til indhold

Kvinde snydt så vandet driver

Krimi
Daniel Sennek

En 46-årig kvinde blev taget godt og grundigt ved næsen, da hun købte et TV af en fremmed mand. Tirsdag anmeldte kvinden, at hun følte sig bedraget af en mand, der havde solgt hende et TV.
Manden var torsdag den 17. december kommet ind på en restauration, hvor han ville reservere bord til spisning senere på ugen. Under reservationen fik manden pludselig et opkald fra en bekendt, der havde en elektronikforretning. Derfor kunne manden tilbyde den 46-årige kvinde et billigt TV, som hun købte og betalte kontant på stedet, med henblik på senere levering.
Da hun nu efter nogle dage stadig ikke havde fået TV-et og i øvrigt ikke kunne få kontakt til manden på det telefonnummer, som han havde afleveret til den 46-årige, følte hun sig bedraget af manden og anmeldte ham til politiet.
LÆS OGSÅ: Dagens dummeste: Overhalede politiet med 190 km/t - i nødsporet!
Politiet undersøger nu sagen nærmere og kan i øvrigt oplyse, at denne fremgangsmåde tidligere er set i Midt- og Vestsjællands politikreds.
Undskyldning for billige elektronikvarer har som regel været vand- eller brandskade i en forretning, som sælger ud af varerne som slagtilbud med den bedrageriske mand som mellemled.
Køberne overtales til at betale kontant med henblik på senere levering, som dog aldrig sker. Politiet skal derfor generelt advare mod at indgå sådanne handler med personer, der "faldbyder" gode tilbud.