Fik 'Medal of Honor'-medalje og et skib opkaldt efter sig
Højt dekoreret militærhelt. Det er en betegnelse, der dækker meget godt over James Miller. Navnet lyder engelsk, men James blev faktisk født i Danmark den 21. september 1836. Oprindeligt stammede hans familie fra Norge, men det blev hverken Norge eller Danmark, som James følte sig hjemme i.
I stedet faldt valget, som med så mange andre europæere på den tid, på USA. Han ville følge den amerikanske drøm. Da han kom til Staterne lod han sig indrullere i den amerikanske flåde i Massachusetts.
Her brød den amerikanske borgerkrig ud, og James Miller gjorde tjeneste for Nordstaterne under krigen. I et stort søslag mod Sydstaterne gjorde James Miller sig fortjent til den højeste amerikanske militære udmærkelse, Medal of Honor. Den udmærkelse har kun ni danskere gennem hele historien fået, og James Miller er altså én af de blot ni.
Medaljen gjorde James Miller sig fortjent til den 25. december 1863. På floden Stono mødte U.S.S. Marblehead, hvor James Miller gjorde tjeneste ombord, voldsom modstand fra fjenden på Johns Island. Kraftig kanonild fra fjendtlige stillinger skabte panik ombord på dampskibet.
Men James holdt hovedet koldt under ildudvekslingen og fortsatte med at uddelegere opgaver og ordrer. Det var James beslutsomhed under voldsom beskydning, der fik fjenden til at trække sig tilbage. Overblik og heltemod sikrede, at ilden blev besvaret, og for hans heltedåd fik han altså Medal of Honor.
James Miller døde den 4. marts 1914, 77 år gammel. Han er begravet i Philadelphia - men hans minde og betydning for den amerikanske flåde fortsatte en del år efter hans død. Den amerikanske destroyer U.S.S. Miller, der både gjorde tjeneste under både Anden Verdenskrig og Koreakrigen, var nemlig opkaldt efter ham.