Bilist banket ned to gange af utålmodig voldsmand
34-årig varetægtsfængslet i fire uger efter trafikvold
En 34-årig mandlig bilist skal tilbringe julen i varetægtsfængsel, efter han mistede tålmodigheden med en foranholdende bilist onsdag aften kl 17.20 i Trige nær Aarhus. Det endte med et groft overfald og en anholdelse.
Episoden indtraf, da en 40-årig mand holdt og ventede på at komme ud på den trafikerede Randersvej fra Trige Centervej. Den bagvedholdende syntes, det gik for langsomt og begyndte at dytte kraftigt, oplyser Østjyllands Politi.
Da den 40-årige kørte frem fulgte den bagvedholdende efter, foretog overhaling, og kørte så ind foran den 40-årige og bremsede, således at han måtte bremse voldsomt op.
Begge mænd steg herefter ud af bilerne, og den 34-årige slog den 40-årige med et knytnæveslag i ansigtet således, at den 40-årige besvimede. Da han vågnede efter kort tid og rejste sig op, fik han tildelt endnu et slag, så han igen faldt om.
Overfaldsmanden forsvandt fra stedet, men blev anholdt på sin bopæl blot 20 minutter senere.
Den 34-årige er tidligere dømt for lignende voldsforhold. Han kærede iøvrigt varetægtsfængslingen til Landsretten. Det fortæller Østjyllands Politi.