Mand gik amok og slog bilist bevidstløs
En 34-årig mand blev hidsig og slog bilist med knytnæve til han besvimede
Tålmodighed i trafikken var tilsyneladende ikke noget en 34-årig bilist led af, da han onsdag 9. december kl. 17.20 gik amok på en 40-årig bilist. Den 40-årige mand holdt på Trige Centervej og skulle køre ud på Randersvej. På grund af trafikken holdt han i nogen tid, hvilket fik en bagvedholdende til at dytte kraftigt. Da den 40-årige kørte frem, fulgte den bagvedholdende efter, foretog overhaling, og kørte ind foran den 40-årige og bremsede, så den 40-årige måtte bremse voldsomt op. Begge mænd steg ud af bilerne, og den 34-årige slog den 40-årige med et knytnæveslag i ansigtet, så han besvimede. Da han vågnede og rejste sig op, fik han endnu et slag, så han faldt om, og så stak gerningsmanden af. Kl. 17.38 blev han anholdt på sin bopæl. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag med henblik på en straksdom, da han har et tidligere lignende voldsforhold.