Kvinde holdt fanget af mand hele julenat
En kvinde fra Skibby har været udsat for blandt andet vold og trusler på livet i flere timer. Mand fra Frederikssund er fængslet i sagen
Mens Familien Danmark julehyggede, oplevede en 40-årig kvinde et mareridt.
I flere timer blev kvinden på Nordmandsvænget i Skibby udsat for vold, trusler på livet, frihedsberøvelse og tyveri. Det skete fra juleaften til første juledag om morgenen kloken 08:00, fortæller Nordsjællands Politi.
Det hele startede den 24. december om aftenen, da den 40-årige kvinde, lukkede en 32-årige mand indenfor husets fire vægge. Kvinden kendte manden, da han var en tidligere kæreste. Mens manden var hos kvinden, udviklede besøget sig altså til frihedsberøvelse, da han nægtede at lade hende gå. Han truede også med at skyde kvinden, og manden tog angiveligt også kvælertag på kvinden, fortæller politikommissær hos Nordsjællands Politi Michael Gaml.
Da manden forlod kvinden den 25. december om morgenen klokken 08:00, tog han to tasker fra kvinden. Taskerne indeholdt personlige ejendele af kvindens.
Den 40-årige kontaktede straks politiet, og de kørte straks ud til kvinden, og klokken 09:15 første juledag anholdt politiet gerningsmanden, som var på vej hjem til sin bolig i Frederikssund.
Manden har været i grundlovsforhør og er blevet varetægtsfængslet frem til den 20. januar, og han er sigtet for vold, trusler på livet, frihedsberøvelse og for tyveri.