Det skulle han aldrig have gjort
En 40-årig mand på kontanthjælp pralede med at have arvet uden at fortælle kommunen det. Nu kan han komme i fængsel
Praleri kan give bagslag. Det kan en 40-årig mand fra Frederikssund Kommune tale med om. Han arvede for nogle måneder siden 295.000 kroner, hvilket han talte om "ude i byen". Det, der angiveligt også blev sagt, var, at han ikke havde fortalt kommunen dette, selvom han også var modtager af kontanthjælp.
Det er åbenbart faldet nogle for brystet, og disse personer har så anonymt meldt dette til kommunen, som så har undersøgt sagen. Her har man fundet ud af, at manden har uberettiget modtaget 111.301,45 kroner i kontanthjælp frem til den 2. marts 2015. Sådan forklarer senioranklager ved Nordsjællands Politi Michael Qvist sagen, som samtidig siger, at det er svært at bedømme, hvilken straf manden kan få, hvis han bliver dømt skyldig.
"Det, der er formildende i denne sag, er, at "bedraget" kun er sket én gang. I denne form for sager, ser vi oftest, at en person får udbetalt løn og kontanthjælp samtidig af flere gange. Jeg kunne forestille mig ud fra dommen af lignende sager, at straffen bliver cirka omkring fem måneders betinget fængsel eller samfundstjeneste," siger altså Michael Qvist.
Sagen kommer for retten i Hillerød den 7. december.