“Jeg vil ikke dø af det her”

Tina stryger blidt overfladen af højre hånd under det ene øje. Tørrer en tåre fra øjet, tørrer tårer fra kinden. Hun er tatoveret. ”Love” står der på ydersiden af hånden, mens et hjerte er tatoveret på lillefingeren.
Hun fører hånden fra kinden. Kigger op. Ind i øjnene på søsteren Anne, der sidder ved siden af. De knytter hænderne på toppen af Annes gravide mave. Kigger lidt på hinanden. Fattede selvom situationen kan virke ufattelig. Håbefulde selvom situationen kan virke håbløs. Tina siger:
”Jeg skal snart være moster. Jeg har en dreng på 3 år. Det er ikke en mulighed, at jeg ikke lever lang tid endnu. Det er ikke en mulighed.”

Sorg

Tina er 35 år og født og opvokset i Vejle. Tina har brystkræft med knoglemetastaser. Det betyder, at sygdommen er kronisk og uhelbredelig - ifølge lægerne.
”Vi grinte nærmest af det i starten, fordi det var så uvirkeligt,” fortæller søsteren Anne. Hun er fem år yngre end Tina, der tilføjer:
“Men da vi fik af vide, at det havde spredt sig, blev vi blæst bag over. Der gik jeg fra at have en ny kæreste, som jeg måske skulle have børn med, til at være dødelig syg.”
Følelsen er voldsom. Følelsen af at have styr på tilværelsen, men pludselig stå blottet. Følelsen af angst og sorg, som ikke blot berører Tina, men alle omkring hende. Familie, venner, bekendte.
De voldsomme nyheder får en gruppe af hendes veninder til at starte Facebook-siden 'Hjælp vores kære Tina' som modreaktion. Som en af veninderne beskriver situationen på siden:
”Det er svært at vide, hvad man skal gøre, hvordan man skal hjælpe, og om det er en kamp, man overhovedet kan vinde?! Men kæmpes det skal der! Vi ligger os ikke ned, men vælger at tro på livet frem for døden!”
Gruppens mål er at samle penge sammen til alternativ behandling samt til oplevelser for Tina og hendes søn. Et formål, der har fået privatpersoner og flere butikker i Vejle til at støtte op med auktioner på alt fra wellness og massage til antikke brætspil. Og tidligere i november kunne samme veninde komme med den foreløbige status på donationerne:
“52.000!! Det er så vildt og så stort!”

Glæde

52.000 kroner. Tina beskriver støtten som overvældende. Forklarer, hvordan hun og Anne sad grædefærdige i flere dage over den massive støtte.
”Det er som at få verdens største krammer,” siger hun.
Gruppen tæller nu 3.892 medlemmer. Medlemmer, der er kommet efter, at venner og bekendte har spredt budskabet gennem sociale medier og ved at gå fra butik til butik.
”Ifølge lægerne er det ikke muligt at blive helt rask igen. Det vil jeg ikke tro på. Derfor søger jeg mod alternativ behandling, og derfor er gruppen god. Her deler folk erfaringer, der giver inspiration og motivation. For når andre kæmper for en, så kæmper man ekstra igen,” siger Tina.
LÆS OGSÅ: Afslag: Par må ikke adoptere på grund af tarmsygdom

Frygt

Den store støtte fylder hende med glæde. Men bag glæden gemmer frygten sig. Frygten for at miste.
Tinas søn er 3 år. Milas, hedder han. Og det er tanken om at skulle forlade ham, der gør frygten til en nærværende følelse.
“Jeg er ikke bange for at dø. Jeg er ikke bange for mig selv. Men jeg er bange ved tanken om det, jeg efterlader,” siger hun.
Milas ved ikke, at hans mor er dødelig syg. For hvordan forklarer man en 3-årig dreng, at mor har brystkræft med knoglemetastaser? Det kan man ikke. Derfor er hun også glad for alle de oplevelser, som de sammen får tilbudt. Tilbud om at komme ud og ride og se fodboldkamp på Vejle Stadion.
”Der er folk, der tilbyder alle mulige ting, som ikke nødvendigvis koster mange penge, men som betyder utrolig meget. For alt den tid, jeg kan få med Milas, skal udnyttes,” siger hun og tilføjer:
“For det er min største frygt. At jeg en dag er for svag til at rejse mig, så jeg ikke kan være Tina og den mor, jeg skal være for Milas.”

Sammenhold

Tina sidder fortsat med hånden på toppen af søsterens højgravide mave. Aer den. Stille og roligt i runde bevægelser.
Hun kigger på Anne, der tager sin hånd og aer med.
Forenede som to hænder, ti fingre. Forenede som én. Det lille hjerte på lillefingeren. De fire bogstaver på ydersiden af højre hånd. Kærlighed. Mellem Tina og Anne. Mellem Tina og hendes venner og bekendte, der har været med til at sprede budskabet om sygdommen og Facebook-gruppen. Kærlighed, som den hun føler til sin 3-årige søn, og som gør frygten for at forsvinde til motivation for at blive.
Siden Tina Engsig Nielsen i januar fik konstateret uhelbredelig kræft er dage, uger og måneder gået, hvor hun har været ufrivillig passager i en følelsesmæssig rutsjebanetur.
Sorg, glæde, frygt. Opture og nedture. Men tilbage står én følelse stærkere end andre. En følelse af sammenhold. En følelse af at stå sammen om at slå sygdommen. En følelse, der giver hende en urokkelig tro på, at hun ikke skal efterlade sin 3-årige søn, sine veninder og sin søsters gravide mave.
“Jeg vil ikke dø af det her!” siger hun.