Al fiskeudstyret forsvandt
Weekendens anmeldelser om indbrud fordeler sig i hele kommunen
Terrassedøren blev brudt op, da en indbrudstyv kom forbi en bolig på Ternevej i det nordlige Hinnerup.
Den ukendte person fik 10 fiskestænger, et fiskerstativ, en Samsung Galaxy-mobiltelefon samt en bærbar PC med sig.
I Trige er der meldt om to indbrud: Boliger på Lergravvænget og Holmkærvej har haft ubudne gæster. På førstnævnte vej er der stjålet smykker, i det andet tilfælde formentlig ikke noget, skriver politiet.
På Højagervej i Sporup syd for Hammel løb tyve med en bærbar Mac-computer, en iPad Air samt en skoletaske med indhold.
Og i Sofielundparken i Ulstrup gik det ud over terrassedøren, som blev brækket op. Herefter er der stjålet sølvsmykker og et kontantbeløb.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.