Fortsæt til indhold

Jæger skudt i jagtulykke

Krimi
Simon Carlson

Det gik langt fra efter planen, da der i går blev holdt drivjagt ved Fovslet Skov syd for Kolding.
Mens kæden af jægere bevægede sig fremad, opstod der pludselig lidt uro, da der blev set et dyr.
Det reagerede en 22-årig mand lige lovlig hurtigt på, og det endte med, at han affyrede sit gevær ind i gruppen af jægere.
Det gik ud over en 49-årig mand, som blev skudt i benet, oplyser lokalpolitiet i Kolding. Han måtte derfor en tur på skadestuen, hvor han fik fjernet 20 hagl fra benet, fortæller politiet, som efterfølgende har inddraget den 22-åriges gevær og jagttegn. Han bliver ligeledes sigtet efter straffelovens paragraf 252 for at forvolde fare mod liv og førlighed.
“Det er selvfølgelig ikke bevidst, at man gør sådan noget, men man bør jo vide, at selv om man er lidt oppe at køre på sådan en jagt, så skyder man ikke ind i en menneskemængde. Det er uagtsomt,” siger Karsten Vester fra lokalpolitiet i Kolding.