Tog til Jylland og overfaldt ekskæreste
25-årig fik to år og ni måneders fængsel for overfaldet, hvor kvinden mistede synet på det ene øje
En 25-årig mand fra Albertslund er ved retten i Viborg blevet idømt to år og ni måneders fængsel for et usædvanligt groft overfald på ekskæresten. Det skriver Århus Stiftstidende.
Manden tog den 4. september til Viborg, hvor han opsøgte sin ekskæreste i hendes lejlighed. Dagen efter slog han hende så voldsomt i ansigtet, at hun blev blind på det ene øje, skriver avisen.
Den 25-årige erkendte i retten at have slået, men afviste at det var med den hånd, hvor han bærer en stor ring.
Selv om parret ikke har været gift, og hvor kvinden efter at have afbrudt forholdet flyttede til Viborg med parrets fælles barn for at komme ud af et voldspræget samliv, så mente den jaloux eksmand, at kvinden ikke skulle se andre mænd.
Da han den 6. september om morgenen mente at finde beviser for det på kvindens telefon, slog han hende, mens hun stod med parrets barn på armen, skriver Århus Stiftstidende.
Kvinden blev indlagt på en øjenafdeling, men hendes syn stod ikke til at redde. Dommeren har i forbindelse med dommen tilkendt kvinden 192.000 kroner i erstatning, skriver avisen.
Den 25-årige albertslunder ankede på stedet dommen til Vestre Landsret med påstand om delvis frifindelse. Han blev sendt tilbage i varetægtsfængsel, hvor han har siddet siden den 7. september.