Indbruds-kurven er knækket i Aarhus
Informationsmøder har klædt borgerne på til bedre at forebygge indbrud
Indbrud i boliger i Aarhus er for første gang i flere år faldet. Fra 1.944 indbrud i 2014 til 1.466 i 2015 målt over årets første ni måneder, lyder det i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi og Aarhus Kommune.
Sammenlignet med de øvrige storbyer i Danmark har Aarhus ligget højt i indbrudsstatistikken, og mens de øvrige byer typisk har oplevet et fald fra 2011, har Aarhus fortsat været plaget af mange indbrud.
Derfor indgik Aarhus Kommune og Østjyllands Politi i begyndelse af 2015 et samarbejde for at nedsætte antallet af indbrud. Begge parter anbefaler nabohjælp, hvilket de meldte ud på ni informationsmøder bestående af oplæg om kriminalpræventiv indsats, nabohjælp, tryghedsvandringer, teknisk sikring, gode råd fra en tidligere indbrudstyv, gadebelysning, information om låse med videre. I alt har over 2.200 borgere deltaget i møderne, og antallet af husstande i nabohjælpsordningen er mere end fordoblet på et år, lyder det i pressemeddelelsen.
“Vi fastholder indsatsen med 10 nye informationsmøder i 2016. Samarbejdet mellem politi og kommune skal klæde borgerne bedre på til at beskytte sig selv og hjælpe hinanden,” siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).