Der findes ikke dårlige dage

Frygten følger efter chokket, da diagnosen endelig falder. Det Rasmus tror er en harmløs byld, er en kræftsvulst på 14,8 centimeter. Midt i brystkassen. Så tæt på hjertet, at den ikke kan fjernes. Rasmus er 22 år gammel.
Rasmus Kamaei Pedersen har haft det dårligt i seks måneder. Seks gange har han været ved læge og er blevet sendt hjem igen. Uden svar. Men noget er helt galt.
“Jeg var træt, tabte håret, svedte om natten og hostede blod op,” fortæller Rasmus om sine symptomer i det halve år, der gik, inden diagnosen blev stillet i juni i år.
Det Rasmus tror er en byld i lungen, eller i hvert fald noget harmløst, der bare kræver lidt penicillin, er lymfeknudekræft i stadie 2. Svulsten i hans bryst er vokset til næsten 15 centimeter.
“Den kan ikke fjernes. Det er for farligt,” siger lægerne.
Svulsten sidder uhyggeligt tæt på Rasmus' hjerte.

Det skal være løgn

“Jeg blev meget hurtigt bange og kunne mærke frygten. Efter et kort stykke tid, tænkte jeg, at det skulle være løgn,” fortæller Rasmus om dengang, han besluttede, at han ikke ville lade kræften og frygten styre sit liv.
“Livet er positivt. Det er sådan, jeg er indrettet som menneske, og det skal kræften ikke lave om på,” siger Rasmus og uddyber:
“Det nytter ikke noget at tænke negative tanker. Det hjælper mig ikke noget at bruge energi på at bekymre mig. Jeg er nødt til at være positiv. Den positive indstilling er det vigtigste, for jeg tror på, at hvordan jeg tænker, betyder noget for, om jeg bliver rask eller ej. Jeg læste bøger om mental træning og fik nogle værktøjer til, hvordan jeg bevidst kan tænke positivt og fokusere min energi på at have det godt og blive frisk,” siger Rasmus.
“Før jeg fik kræft, var jeg bange for at dø. Efter jeg fik kræft, har jeg fundet ud af og lært, at jeg ikke frygter døden. Skal jeg dø af min kræftsygdom, så er det meningen. Så er det sådan, det skal være. Hvis du siger til mig, der er noget, jeg ikke kan, så skal jeg nok vise dig, at det kan jeg. Jeg vil ikke lade det påvirke mit liv,” siger Rasmus og forklarer, at han altid har haft en positiv indstilling til livet, men det var først, da kræftsygdommen ramte, han blev bevidst om at have positive tanker.

Mor, far og otte søskende

Rasmus er født og opvokset i Brædstrup, hvor han boede med sin mor og tre yngre brødre.
“Min mor har altid passet os godt og givet os mad. Hun havde en psykisk lidelse, der gjorde, at hun ikke altid havde overskuddet, så jeg lærte allerede som 10-årig at hjælpe til og tage ansvar. Det gjorde os brødre meget knyttet sammen,” siger Rasmus, som mener, hans modenhed også har betydning for hans måde at tackle kræften på.
Da Rasmus fyldte 15, tog han på kostskole, hvor han tog 10. klasse og sin studentereksamen.
“Min biologiske far mødte jeg først, da jeg blev 20 år. Der fik jeg pludselig en storesøster, to yngre brødre og to yngre søstre - så det er ikke søskende, jeg mangler,” siger Rasmus med et stort smil.
Familien har ikke haft det let med Rasmus' sygdom. Rasmus er meget knyttet til sin bror Daniel, der selvom han ikke viser det, er meget påvirket af det, der er sket, fortæller Rasmus.
“Det vil være det værste ved at dø af min syggom. At skulle forlade Daniel,” siger han.
“Men ellers har jeg holdt min familie meget udenfor mit sygdomsforløb. Det er bedre for dem at være uvidende, for de kan ikke tage det så positivt, som jeg gør, og det påvirker både dem og mig alt for meget. Jeg har brug for min positive energi til at blive rask.”

For godt til at være sandt

Nålen sættes i. Kemoen løber ind i Rasmus' blodårer. Tre dage i træk den ene uge, så én gang i den næste uge inden en hvileuge uden kemo. 24 gange i alt sidder Rasmus til kemo fra juli til udgangen af oktober i år.
“Jeg har ikke haft mange bivirkninger ved kemo. De få gange jeg har haft kvalme eller har kastet op, har jeg tænkt på noget andet, og så holdt det op. Det kan de mentale værktøjer også klare.”
Den 22. november skal Rasmus til scanning. Rasmus drømmer om, at kræften er væk. At nu er han rask.
“Sådan gik det desværre ikke, men det tager jeg nu ikke så tungt. Jeg var forberedt på det og havde tænkt, at det også ville være for godt til at være sandt,” fortæller Rasmus med et roligt smil.
“For mig handler det ikke om hvor hårdt du bliver slået, men hvordan du håndterer de slag du får. At give op er og har aldrig været en mulighed for mig.”
Efter scanningen bliver Rasmus' brystkasse åbnet, så der kan tages prøver af svulsten. Kræftcellerne inde i svulsten er blevet mindre, men væk er de ikke. Heldigvis er kræften slået så meget ned, at Rasmus undgår at skulle igennem endnu en omgang kemo. I midten af december starter Rasmus på strålebehandling for at få bugt med den sidste rest af kræften. I januar er de 18 strålebehandlinger overstået, og Rasmus skal til et nyt tjek.
“Der håber jeg så, jeg er rask og kun skal gå til kontrol fremover.”

Drop medlidenheden

“Jeg bryder mig ikke om medlidenhed og misforstået hensyn. Min kammerat Nikolaj, som jeg deler lejlighed med, har været en god støtte. Han står for eksempel op på samme tidspunkt som mig hver morgen for at støtte mig. Men ellers er min sygdom ikke det store samtaleemne herhjemme. Han behandler mig ikke, som om jeg er syg. Han kan godt sige, at nu skal jeg tage mig sammen, og han tager ikke hensyn til det i det daglige, og det er sådan, jeg helst vil have det,” siger Rasmus.

En kold afvaskning

Rasmus arbejder som sælger i Elgiganten i Horsens og desuden som bartender og model. To gange om dagen træner han i Lido Fitness. Hver morgen bader ham og en kammerat tre gange i en spand med koldt vand, der står udenfor fitnesscentret. Derudover spiser han sundt.
“En tur i det kolde vand føles så godt bagefter, og at tage en bid af en broccoli er som at tage en bid af antioxidanter,” siger Rasmus med et stort smil.

Fuck kemoen

Rasmus fik for nylig tredjepladsen i den internationale modelkonkurrence Mr. Tourism i Panama. Selvom han var skaldet og havde mistet bryn, vipper og skæg under kemoen.
“Det var et sats, og jeg troede ikke selv, jeg ville blive så godt placeret. Men igen, jeg tænkte, fuck kemoen - jeg ville ikke lade den oplevelse gå fra mig, for måske fik jeg ikke chancen igen. Og igen, kræften er ikke det, der styrer mit liv. Det gør jeg nemlig selv. Jeg vågner hver dag, kigger ud af vinduet og siger til mig selv, der ikke findes dårlige dage. Selv om jeg er træt om morgenen og ikke gider stå op, vender jeg hver dag til noget positivt.”

Han har en svulst p%26#xe5; 14,8 cm s%26#xe5; t%26#xe6;t p%26#xe5; hjertet, at den ikke kan fjernes. Giv ham et skulderklap for hans positive indstilling til livet

Opslået af Hverdagens Helte på%26nbsp;20. december 2015