Nu skal fartsyndere også betale 500 kr. til offerfond
Jacob Nielsen
En ny lov der trådte i kraft den 1. januar betyder, at fartsyndere - udover fartbøden - nu også skal betale et bidrag på 500 kroner til en offerfond. Offerfonden har til formål at støtte trafikofre og ofre for forbrydelser.
I en hastighedskontrol som Midt- og Vestsjællands Politi afholdt på Ølbyvej i Køge onsdag blev ni bilister således udstyret med en ekstra regning på 500 kroner.
De ni bilister blev noteret for overskridelse af hastighedsbegrænsningen i et sådant omfang, at de udover bøden fik et klip i kørekortet, hvilket udløser ekstra-bidraget.
Også bilister, der frakendes kørekortet betinget eller ubetinget eller får kørselsforbud, vil automatisk løbe ind i ekstrabidraget i fremtiden. Offerbidraget opkræves af politiet sammen med bøden.