Jog køkkenkniv i hoften på mand
To mænd med anden etnisk baggrund end dansk kom søndag aften op at skændes, mens de vaskede op i Høje Gladsaxe. Det førte til, at den ene mand jog en køkkenkniv i hoften på den anden, en 37-årig mand, som blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Han blev kort efter meldt uden for livsfare, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Gerningsmanden stak efter overfaldet af fra stedet, og han efterlyses nu for forsøg på manddrab af politiet. Han beskrives som: Mand, anden etnisk baggrund end dansk, cirka 22 år, 160-165 centimeter høj, spinkel af bygning og kraftigt mellemlangt sort hår. Han var iført mørk T-shirt, mørke bukser, sorte cowboybukser og sort vinterjakke.
Politiet modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen på telefon 43 86 14 48.