Fortsæt til indhold

Farvel: Beredskabschefen skifter til seniorjob

Steen Eilenberg har skiftedag 1. januar, når Favrskov Brandvæsen bliver til Beredskab & Sikkerhed

Krimi
Michael Wulff

“Familien var ikke altid tilfreds, dengang privatbilen også var indsatslederbil. For branddragten i bagagerummet kunne godt lugte af gylleuheld eller større brand.”
Beredskabschef i Favrskov Kommune Steen Eilenberg kigger i disse dage tilbage på en 30 år lang karriere først i Hammel Kommune og senest i Favrskov.
“Det blev vel modtaget derhjemme, da kommunen udstyrede os med et indsatslederkøretøj til den vagthavende.”

Portene går op, når Hadsten Brandvæsen rykker ud.

Seniorkonsulent

På fredag 1. januar er det slut, i hvert fald efter den gamle model.
Favrskov Brandvæsen bliver sammenlagt med brandvæsnerne i Randers og på Djursland og bliver herefter til Beredskab & Sikkerhed.
“Jeg kunne godt have trukket mig tilbage nu,” siger den snart 64-årige Eilenberg.
“Men jeg er blevet tilbudt stillingen som seniorkonsulent i Beredskab & Sikkerhed, for der er mange kulturer, som nu skal arbejde sammen. Så vi kan godt bruge lidt erfaring.”

Her er den nye chef for Beredskab & Sikkerhed

Denne petromax-lampe stammer tilbage fra tiden med det Civilforsvaret, hvor Steen Eilenberg aftjente sin værnepligt. “Den kan både give lys og en kraftig varme - hvis man får gang i den.”

Byggesager i modvind

Steen Eilenberg er uddannet bygningskonstruktør og har været i kommunens byggesagstjeneste sideløbende med brandgerningen.
“Det har altid givet god mening for mig at kunne kombinere disse jobs. Vi bliver ofte som byggesagsfolk betragtet som modspillere af bygherrerne. Men i Favrskov Kommune er vi efterhånden blevet til medspillere.”
“Jeg husker, da en større virksomhed i kommunen udvidede, og vi stillede et lovkrav om sektionering. Det var bygherren ikke helt tilfreds med, men da der opstod brand på samme virksomhed tre år senere, lykkedes det at forhindre en større brand på grund af vores råd om opdeling. Det fik jeg tak for af virksomhedens indehaver,” husker Steen Eilenberg.

Steen Eilenberg har haft brandhjelmen tæt på i 30 år.

Vil savne tætheden

I det nye job i den meget større enhed, som Beredskab & Sikkerhed Randers-Favrskov-Djursland bliver, kommer Steen Eilenberg tl at savne den tætte kontakt med borgere og virksomheder.
“Det bliver jo ikke det samme,” mener han.

Steen Eilenberg fortsætter efter nytår som seniorkonsulent i det nye og meget større Beredskab & Sikkerhed, Randers-Favrskov-Djursland.