Faldt i havnens iskolde vand
En 22-årig mand faldt i nat i vandet i Aarhus Havn og er stadig i livsfare. En 20-årig så den 22-årige falde i vandet, men måtte opgive at redde ham.
"En 20-årig springer i vandet og forsøger at få manden op, men han må slippe ham, så han ikke selv ryger ned," siger vagtchef Jesper Drejer til Ritzau.
"Brandvæsnets dykkere kommer derned, og de finder den 22-årige efter et stykke tid på dybt vand. Han er bragt på sygehuset, og på grund af den lave temperatur er han i livsfare," siger vagtchefen.
Den 22-årige har ifølge politiet haft hovedet under vand i adskillige minutter.
Ulykken skete klokken 03.33 i Sydhavnsgade i Aarhus. Inden den 20-årige sprang i vandet efter den 22-årige, lagde han sin telefon på kajen. Efter han måtte opgive sit redningsforsøg, ringede han efter hjælp fra kaj-kanten, hvorefter han ikke kunne gøre andet end at vente på, at redningsmandskabet nåede frem. Ifølge vagtchefen var den 20-årige mand dybt chokeret, skriver eb.dk.
De pårørende er underrettet.