Kniv-røvere med nissehuer plyndrede kassen
To mænd slap afsted med 3.300 kroner fra Matas
Midt i juletravlheden, fredag ved 17.30-tiden, blev der begået et røveri mod Matas i Albertslund Centrum.
To mænd kom ind i forretningen med nissehuer trukket helt ned over hovedet, med huller klippet ud til øjnene.
"Den ene truede med en kniv en ekspedient til at tømme kassen. Hun troede først det var en joke, men så råbte en anden ekspedient, at hun skulle åbne kassen", fortæller Simon Lindegaard, indehaver af Matas-butikken, der selv befandt sig i baglokalet.
"Da jeg hørte råben, strøg jeg ind i butikken. Da jeg så de to mænd stå og tømme kassen, så jeg rødt", fortæller han.
Efter noget klammeri, hvor de to mænd forgæves blev forsøgt tilbageholdt i butikken, lykkedes det dem at stikke af med 5.000 kroner. Men både fra Matas og en anden butik satte ekspedienter i løb efter røverne.
"Vi fangede dem ikke, men de tabte flere penge undervejs, som vi samlede op. Så i alt slap de afsted med 3.300 kroner", fortæller Simon Lindegaard.
Han er godt klar over, at politiet generelt råder mod at gå til modværge mod røvere:
"Havde jeg set, at han havde en kniv på sig, havde jeg ikke gjort det."
Har du set noget?
Røveriet er nu anmeldt til politiet, og butikken håber at videoovervågnings-kameraet har indfanget de to, samt at vidner kan hjælpe politiet på vej.
Har du set eller hørt noget, kan politiet kontaktes på telefon 43 86 14 48.
due