To mænd fængslet for afpresning af kommune
Retten i Glostrup varetægtsfængslede fredag to unge på 18 og 19 år i 14 dage. Københavns Vestegns Politi sigter dem for at afpresse Hvidovre Kommune
Afpresningen blev offentliggjort på forsiden af Hvidovre Avis tirsdag den 14. januar, hvor de to unge, ifølge avisen, truede med at øve brandstiftelse, hærværk og ballade i Avedøre, hvis ikke Hvidovre Kommune og dens politikere gav dem en klub med inventar.
Truslerne fik Københavns Vestegns Politi til at efterforske sagen, og torsdag den 16. januar anholdt man de to mænd, som er fra henholdsvis Avedøre og Hvidovre.
"Det er alvorligt, når man truer myndigheder og politikere og opskræmmer lokalsamfundet – og vi satte hurtigt kræfter ind i efterforskningen," siger politikommissær Johnny Bonde fra Hvidovre Lokalpoliti.
De to er sigtet efter straffelovens bestemmelser om afpresning, og retten besluttede at varetægtsfængsle begge i 14 dage. De nægter sig skyldige.