Fortsæt til indhold

Borgere stoppede spritbilist to gange samme dag

To gange på mindre end fem timer blev en 44-årig mand fra Gentofte torsdag stoppet for spirituskørsel

Krimi
Af Jeppe Lund

En 44-årig mand fra Gentofte var torsdag aldeles ligeglad med ordensmagten, vakse menneskers formaninger og almindelig lov og ret.
For han ville køre i sin bil. Selv om han var påvirket af spiritus.
Det førte til, at han to gange på mindre en fem timer blev stoppet for at køre bil i spirituspåvirket tilstand.
Første gang var på Hyldegårdsvej i Charlottenlund omkring kl. 14.20, oplyser kriminalassistent René Letvad fra Nordsjællands Politi.
"Flere borgere havde set en sort Peugeot, der kørte meget usikkert. De fik standset bilen og taget nøglerne fra manden, som de mente var beruset", fortæller René Letvad.
En politipatrulje kom til stedet og sigtede manden for spirituskørsel. Hans kørekort blev også inddraget, og han blev taget med til en blodprøve, hvorefter han blev sluppet fri igen.
Omkring kl. 18.40 dukkede han dog op igen. Her blev han set køre i samme bil ved parkeringskælderen under SuperBest ved Jægersborg Allé. Her blev han igen standset af vakse borgere, der også tilkaldte en politipatrulje.
"Han var stadig beruset, så han blev igen sigtet for at køre bil i spirituspåvirket tilstand, for at køre bil uden kørekort, og så blev hans bil konfiskeret", siger René Letvad.