Tre tilfældige banket ned
En litauisk mandlig asylansøger gik lørdag eftermiddag totalt amok med et jernrør ved Danmarks Tekniske Museum på Fabriksvej i Helsingør.
Politiet fik omkring klokken 16.30 en melding om, at den 35-årige asylansøger slog løs på alt og alle med et cirka 25 centimeter langt jernrør, der var spidst i den ene ende. Det gik blandt andet ud over tre mænd, der tilfældigvis kom forbi, fortæller vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi.
"Det virker som om, han gik til angreb på helt uskyldige mennesker, der tilfældigvis kom forbi. Vi har ikke noget motiv endnu, og vi aner simpelthen ikke, hvad der er årsag til det her", siger Søren Bjørnestad.
En 65-årige mand fra Gentofte og en 52-årig mand fra Kastrup fik flere læsioner på både kroppen, armene og hænderne, da de forsøgte at afværge slagene fra jernrøret , og en 68-årige mand fra Rungsted Kyst fik slået flere tænder ud, da han blev overfaldet.
Asylansøgeren smadrede også ruderne i mindst fire biler, der holdt parkeret på parkeringspladsen ved Danmarks Tekniske Museum, oplyser vagtchefen.
Da politiet prøvede at stoppe manden, kastede han jernrøret efter en betjent, og betjene måtte pacificere ham ved hjælp af peberspray.
De tre mænd, der blev overfaldet af den voldelige og meget hidsige asylansøger, måtte alle en tur forbi skadestuen efter den voldsomme oplevelse. Betjenten, der blev ramt af jernrøret, slap uden skader, fortæller Søren Bjørnestad.
Politiet har en formodning, om at den 35-årige litauiske mand har søgt asyl i Norge, men de ved ikke, hvad han laver i Danmark. Han blev tidligere på ugen snuppet for butikstyveri i et supermarked i Helsingør.
Den 35-årige mand bliver fremstillet i et grundlovsforhør senere søndag, hvor politiet vil forsøge at få ham varetægtsfængslet.