Hvem gør det i vandet?
Helsingør Svømmehal har et særdeles ulækkert problem.
For tredje gang på en måned måtte svømmehallen forleden lukke og sende alle svømmerne hjem i utide på grund af afføring i vandet, skriver Helsingør Dagblad på sin hjemmeside.
"Der er ingen tvivl om, at nogen gør det med vilje, men vi har ikke noget, der kan udpege den eller de skyldige," siger den daglige leder af svømmehallen, Kristian Stokholm til avisen.
Helsingør Dagblad er de seneste to gange blevet kontaktet af personer, der udpeger en flok store drenge som mulige syndere.
"De bliver sure over at blive jaget væk fra vipperne, når der bliver stillet om til banesvømning om aftenen, og så terroriserer de også omklædningsrummet ved at pisse på gulvet og i saunaen," lyder forklaringen fra en aftensvømmer, der ønsker at være anonym.
Det kan Kristian Stokholm hverken be- eller afkræfte, men han ærgrer sig over at skulle lukke svømmehallen for brugerne, skriver Helsingør Dagblad.