Fortsæt til indhold

17-årig dreng stjal mors bil - og påkørte kammerat

Krimi
Kim Belmark

En 17-årig dreng fra Allerød snuppede sin mors bil og påkørte og kvæstede sin et år ældre kammerat, der er fra Hillerød, natten til lørdag på Frederiksborgvej i Allerød, oplyser Nordsjællands Politi.
Politi og ambulancer blev tilkaldt, og den påkørte kammerat blev transporteret til Rigshospitalets Traumecenter med kvæstelser i ansigtet. Han meldes dog uden for livsfare.
En gruppe unge mennesker hyggede sig fredag aften hos den 17-årige, da gruppen angiveligt besluttede at tage videre i byen. En del af gruppen valgte at tage videre til fods, mens andre gerne ville køre i bil.
Den 17-årige dreng stjal, ifølge politiet, sin mors bil, og det fik tragiske følger på Frederiksbogvej, hvor den 17-årige ramte sin 18-årige kammerat, der gik på vejbanen.
Den 17-årige er nu blevet sigtet for spirituskørsel, for tyveri af sin mors bil og for at have kørt uden kørekort, oplyser Nordsjællands Politi.