Fulderikker falder i søvn i kulden
Nordsjællands Politi har i løbet af natten og morgentimerne haft travlt med at tage sig af fulde mennesker, der var faldet i søvn rundt omkring på gader og stræder.
Politiet har haft mindst fire sager med personer, der have drukket sig så fulde, at de var faldet i søvn uden for i kulden på vej hjem fra en bytur.
Og det kan være livsfarligt på denne årstid, lyder advarslen fra vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi.
"Hvis man er sparsomt påklædt - hvilket mange af dem, vi har taget os af, har været - og det føles som minus 25 grader, så er man i stor risiko for at dø, hvis man ikke bliver fundet i tide", siger vagtchefen.
I Helsingør fandt politiet tre unge mennesker, der var faldet i søvn rundt omkring i byen efter en våd bytur, og i Hillerød måtte politiet køre en 53-årig mand til 'optøning' på hospitalet, efter han var faldet i søvn på en bænk på Hillerød Station.
"Der er ikke noget ulovligt i det, men lad det være en opfodring til, at man lige holde øje med hinanden og sørger for at ens kammerater kommer sikkert hjem efter en bytur. Det er ikke helt ufarligt at sidde på en bænk og falde i søvn, når det er så koldt", siger Søren Bjørnestad.