Fuld biltyv faldt i søvn i indkørsel
Torsdag morgen, kl. 07.24 anmeldte en beboer på Åbakkevej i Viby Sj., at en fremmed bil med en sovende mand i holdt i indkørslen.
Beboeren havde forsøgt at vække manden, men kunne ikke.
Politiet kørte til stedet og fik vækket en 33-årig mand fra Kirke-Hyllinge. Han var påvirket af spiritus, og bilen, som han sad i, havde opbrudt tændingslås og var meldt stjålet fra Gentofte den 20. januar.
Den 33-årige blev anholdt og sigtet spirituskørsel, kørsel i frakendelsestiden, idet han i forvejen var frakendt kørekortet, samt for at have stjålet bilen.
Politiet fik bilen bragt ind til nærmere undersøgelse, idet den var fyldt med en del effekter, hvoraf nogle kunne være tyvekoster.
Den 33-årige fik udtaget en blodprøve og blev afhørt til sagen, hvorfor politiet løslod ham i løbet af eftermiddagen.
Den 33-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres, oplyser kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
pm