En for alle og alle for en
En vinterferie i Prag handler hovedsageligt om det sociale, og ikke om druk, sådan som gymnasieelevernes tur til Prag ofte bliver fremstillet i medierne, mener eleverne fra Gammel Hellerup Gymnasium
Værelse nummer 78 på hotellet Charles Central i Prag ligner rent ud sagt et bombet lokum. Diverse personlige ejendele som sokker, underbukser og toiletartikler ligger spredt over det hele. Sengetøjet er uredt og krøllet sammen i store bunker, mens værelsets eneste lille bord er overdækket med champagne-flasker, tomme coladåser og plastikflasker. Men hvad betyder det, hvis værelsets beboere har det hyggeligt.
Intet, mener de seks drenge, der bor her. Hyggeligt, det har de det i hvert fald, forklarer de alle, mens de taler i munden på hinanden for at beskrive hyggetilstanden nærmere.
"Vi synes, det er rigtig rart at være her. Det er rart at møde andre gymnasieelever, knytte venskaber, det er det vigtigste for os, det er mest derfor, vi tager til Prag," råber de alle med en høj stemme, mens det lykkes en af dem, Andreas Schade, at råbe højest og tilføje:
”Der er massevis af fordomme, mange tror, vi kun drikker os fulde, men det er ikke rigtigt. Man kan ikke generalisere folk på den måde, siger han.
Drikke med måde
Værelsets beboere udgøres udover Andreas Schade af Bedir Demir, Mads Keller, Marcus Kistrup, Jakob Andersen og Sebastian Mayer, som alle går på Gammel Hellerup Gymnasium i henholdsvis 1. og 2.G. De var slet ikke i tvivl om, at de alle skulle med til Prag denne vinterferie.
Det langtfra kun hensynsløs druk, der er det vigtigste for beboerne i værelset 78. Udover det sociale og muligheden for at møde jævnældrende under afslappede forhold, er der mange andre ting, der spiller ind. Blandt andet, at Prag er en smuk by med mange seværdigheder, at Prag har et fint transportsystem og et spændende marked, det såkaldte gule marked, kommer drengene med deres bud på, hvad en god ferie indeholder.
”Jeg er her hovedsageligt for mad. Jeg elsker at spise. Jeg bruger rigtig mange penge på alt det lækre mad her, kommer det pludseligt fra det ene hjørne," siger Bedir Demir, mens resten af værelset brydder ud i stor latter.
Ingen ballade
Det tidligere omtalte bord med massevis af champagneflasker på tyder på, at beboerne i værelset 78 dog heller ikke er helt ligeglade med de våde varer, sådan som det kunne lyde i første omgang. At drikke det hører ligesom lidt til, når man er på sådan en tur, mener drengene. Men det kan alligevel godt foregå med måde, og man skal naturligvis opføre sig ordentligt. Og ikke kun det, man skal naturligvis være ansvarlig og passe på hinanden.
”Vi har en aftale om, at vi ikke skal efterlade nogen af os alene et fremmed sted, og at vi altid skal være mindst to sammen, forklarer Sebastian Mayer reglerne, hvis beboerne i nummer 78 en sjælden gang skulle finde på at tage på en tur i byen.
Sidste aften var det i et af de mest populære steder, som de danske gymnasieelever fortrækker i Prag, Beer Factory, hvor gruppen ligeledes oplevede Prags Politi. Politiet dukkede pludselig op midt under festlighederne. Ingen af beboerne i nummer 78 blev ramt af problemer, men politiets fremfærd gjorde alligevel indtryk.
”Det var irriterende, og de virkede hårde, men det er alligevel meget betryggende, at de bruger deres kræfter på det. Det giver en vis tryghed for os alle, når vi er i byen, siger Mads Keller.
Beboerne i værelset 78 vil gøre alt for, at balladen fra sidste år ikke gentager sig i år og kan godt forstå, at folk i Prag er blevet trætte af at se på fulde danske unge skabe sig tosset i Prags gader.
”Hvis der kom 10.000 tjekker til Danmark og hærgede i København, ville vi uden tvivl også være trætte af at se på det," siger Marcus Kistrup.
Beboerne i værelset 78 er dog også enige i, at medierne indimellem blæser tingene op, og på den måde forstærker problemerne.
”Man hører kun de negative historier, hvis der eksempelvis er en ud 10.000, som laver noget dumt, man hører aldrig om de resterende 9.999, siger Jakob Andersen.
Hjemrejse torsdag
Værelset nummer 78 fik sine midlertidige beboere søndag formiddag. Allerede torsdag får værelset et nyt hold beboere. Den dag går turen igen mod de hjemlige breddegrader.
Gymnasieelevernes tur i Prag har foreløbigt foregået relativt stille. Prags politi har sat massivt ind og gennemfører mere eller mindre hver dag razziaer i byen. I løbet af de første to dage blev en 19-årig kørt til detention, 5 stærkt berusede under 18 blev af politiet vurderet som til fare for sig selv og sendt til overnatning på et hospital, mens en del unge under 18 blev snuppet i at drikke alkohol.
Det er foreløbigt ikke besluttet, hvor tidligt inden afrejsen, oprydningen på værelset 78 skal finde sted, men det skal utvivlsomt være flere timer før bussen mod Danmark holder uden for hotellet. Men hvad betyder det, når man er venner og fælles om tingene. Intet. En for alle, og alle for en.