Fortsæt til indhold

Gasflasker og slanger fundet ved bankfilial

Krimi
Jacob Nielsen

En bunke gasflasker og nogle gummislanger blev tidligt fredag morgen fundet foran Nordeas bankfilial i Hvalsø. Fundet førte til, at en 200 meter lang strækning af hovedgaden i Hvalsø blev afspærret, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Roskilde Avis.
Det formodes, at tyve i løbet af natten har forsøgt at sprænge bankboksen i luften, men er blevet forstyret i deres forehavende. Man vidste dog ikke om tyvene var blevet forstyrret, inden de fik lukket gas ind i banken, eller om det lykkedes for dem, og derfor tog man situationen meget alvorligt og gik stille frem blandt andet med bomberobotten Rullemarie.
I alt seks personer måtte forlade deres boliger, mens bombeeksperterne og Rullemarie undersøgte banken.
"Vi risikerer, at der er en væsentlig eksplosionsfare, så vi har taget alle forholdsregler, sagde kommunikationsmedarbejder for Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Roskilde Avis fredag morgen. Undersøgelserne var afsluttet ved 11-tiden. Her havde man hverken fundet gas i bankboksen eller lokalerne, og derfor blev afspærringen ophævet.