Indbrud på stribe i Galten
Tre villaer fik besøg af ubudne gæster
En eller flere ukendte gerningsmænd har været på tyveturné i Galten i weekenden.
Således var der indbrud i tre villaer. Lokalpolitiet i Skanderborg udelukker ikke, at der er tale om samme gerningsmænd, da fremgangsmåden har været den samme, ligesom de tre villaer er beliggende i samme område.
Første indbrud skete lørdag klokken 19.30 på Elværksvej. Her var der aflistet en rude i en terrassedør, men da alarmen gik i gang, blev huset straks forladt. Der er ikke rapporteret noget stjålet.
På Hvedevej blev der lørdag klokken 20.45 også aflistet en rude til en terrassedør. Her gik også en alarm, men der var alligevel tid til at stjæle kontanter.
På Toftevej var der fredag mellem klokken 20 og søndag klokken 11 indbrud. Hele huset var gennemrodet. Der blev stjålet kontanter, men ellers er der pt. ikke noget overblik over, hvad der blev stjålet.