Fortsæt til indhold

To mænd brændt ihjel i deres bil

Ofrenes bil brød i brand, da den blev torpederet af en bagfra kommende BMW på motorvejen

Krimi
Jacob Nielsen

Ekstrem høj fart er sandsynligvis årsagen til, at en BMW søndag morgen ved fem-tiden torpederede en mindre Peugeot, som var på vej i retning mod København.
Sammenstødet skete ved Vemmedrup-afkørslen nær Køge, og den var så kraftigt, at den lille Peugeot brød i brand, hvilket fik fatale konsekvenser, da to af de tre mænd, som befandt sig i bilen, indebrændte.
"Den tredje passager fik reddet sig ud, og er nu indlagt på Køge Sygehus med mindre knubs," oplyser vagtchef Allan Kronvold fra Midt- og Vestsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
De tre personer i Peugeoten var tilsyneladende sammen på vej på arbejde et sted i Hovedstadsområdet, da ulykken skete. De to dræbte er ifølge vagtchefen fra Skælskør-området.
Føreren, som kørte BMWen, er en 27-årig mand. Han er indlagt på hospitalet til observation for indre blødninger, og blev derfor fremstillet in absentia, da der klokken 13 blev afholdt grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Her blev han officielt sigtet for uagtsomt manddrab og fik sin anholdelse opretholdt i tre døgn.