Fortsæt til indhold

Gribskov-bilister med spiritus og for meget fart

Onsdag stod to bilister fra Gribskov bag to trafikuheld, en grundet spiritus og en grundet fart.

Krimi
Af Allan Andersen

Onsdag formiddag holdt politiet fartkontrol på motortrafikvejen på strækningen ved Kollerød, og her blev en 19-årig mand fra Helsinge taget med en hastighed på 120 km/t, hvor der må køres 90 km/t. Fartbøllen blev vinket ind til siden, men inden betjenten nåede at snakke med bilisten trykkede han speederen i bund og stak af.
Det oplyser Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk
Fartkontrollen havde mandskab klar til at tage sig af netop den slags, så det var ikke mange sekunders forspring som flugtbilisten fik ud af sit trick, tværtimod præsterede han at forulykke efter en meget kort flugt.
Han havde mistet kontrollen, og først ramt autoværnet i venstre side af vejen hvorefter bilen var kørt på tværs henover vejbanen og ind under autoværnet i højre side. Lysten til flugt var dog bevaret, så den 19-årige mand forsøgte at løbe fra uheldsstedet, men betjentenes kondi var bedre end hans så han blev hurtigt løbet op.
Årsagen til den 19-årige mands flugt viste sig ikke overraskende at være et manglende kørekort. Han var frakendt retten til at køre bil, og derfor forsøgte han at stikke af. Han er nu sigtet for at køre for stærkt, stikke af fra politiet og kørsel uden kørekort.
Han skal formentlig også til at finde en pose penge frem, idet den smadrede bil var en han havde lånt og som derfor formentlig ikke vil blive dækket af forsikringen.
Spritbilist smadrede bil mod betonvæg
En smadret personbil holdt torsdag efterladt oppe langs betonvæggen på Rågeleje Strandvej udfor ferieboligerne 'Rågeleje Klit' i Rågeleje. Bilen stod med det meste af fronten smadret, efter en 30-årig mand fra Græsted var forulykket i bilen onsdag aften.
Ulykken skete onsdag aften ved 21-tiden da den 30-årige mand kom fra Vejby-siden og, formentlig grundet for høj fart og alkohol, mistede kontrollen over sin bil.
Det viste sig dog at den 30-årige mand var sluppet uskadt fra ulykken, men til gengæld blev han anholdt for spirituskørsel og taget med til udtagelse af en blodprøve. Blodprøven skal nu fastslå den mulige straf for den 30-årige mand.