Voldsmand med kniv pacificeret af sit offer
"Skal jeg stikke dig ned eller hvad?"
Sådan spurgte en 22-årig mand fra Kokkedal en tilsyneladende tilfældig, han mødte ud for Café Miss Coffee i Stengade i Helsingør natten til lørdag klokken 02:43.
Først truede han den 23-årige mand fra Helsingør to gange verbalt, inden han til sidst førte sin medbragte kniv op til mandens hals. Han fik dog pareret angrebet og pacificeret gerningsmanden, der efterfølgende blev anholdt af politiet og taget med på stationen.
"Den anholdte er kendt af os i forvejen. Han er blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød her til formiddag og varetægtsfængslet foreløbigt indtil den 7. marts," siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, Klaus Madsen, til Lokalavisen.dk.
Eventuelle vidner til overfaldet må meget gerne kontakte Nordsjællands Politi med oplysninger. Ring 1-1-4.