Nu kan du bestille din egen færdselskontrol
Om kort tid kan du være med til at bestemme, hvor politiet skal knalde fartsyndere.
”Bestilenfærdselskontrol.dk”, hedder hjemmesiden, hvor borgere i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds fra 1. april kan bestille en færdselskontrol. Det er en Danmarkspremiere, som nu skydes i gang, og politidirektør Lene Frank håber, at mange borgere vælger at gøre brug af den nye ordning.
"Vi vil gerne i endnu tættere dialog med borgerne - dels for at yde en god service og dels for at drage nytte af borgernes viden. Undersøgelser har vist, at noget af det, som gør folk mest utrygge er hensynsløs kørsel. Det vil vi gerne gøre noget ved, og selv om vi mener at have en god fornemmelse af, hvor problemerne er, vil vi kunne målrette vores færdselskontroller endnu bedre," fortæller politidirektør Lene Frank.
Politiets hastigheds- og færdselskontroller har længe været udsat for en del kritik, hvor politiets kontroller på vejene mere opfattes som en pengemaskine eller en meningsløs måde at opnå mål - frem for en trafiksikkerhedsmæssig ordning.
"Vi vil gerne vise, at vi er et politi, som ikke blot laver færdselskontrol på skrømt, men rent faktisk på steder, hvor også borgeren synes, der er behov for det," siger Lene Frank.
Fra 1. april kan man altså klikke sig ind på www.politi.dk/sydsjaelland eller gå direkte ind på www.bestilenfærdselskontrol.dk og fortælle færdselspolitiet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvor man i politikredsen ønsker en kontrol og hvorfor.
I løbet af højst tre uger har politiet været ude med bødeblokken. Kontrollerne kan indtil videre kun bestilles på vejstrækninger i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds.
Alle, der bestiller en færdselskontrol, vil få svar – også efter at politiet har været på stedet og kontrolleret. Borgeren kan herefter klikke sig ind på Sydsjællands og Lolland-Falsters hjemmeside og se resultatet.