Fortsæt til indhold

Politirapport fra påskedagene

Få indbrud i Favrskov men mange hastighedssager i Østjylland

Krimi
Michael Wulff

Påsken har været stille i Favrskov Kommune set gennem politiets briller. Tre indbrud er anmeldt, det ene i Hinnerup og to i Hadsten.
På Vermundsvej i Hadsten gik det ud over to boliger. Ved begge indbrud, som foregik ved at bryde vinduer op, forsvandt smykkerne, mens der i det ene tilfælde også forsvandt tre bærbare Apple MacBook Pro 13” samt en kulfibercykel.
I Haardalen i Hinnerup blev et vindue også brudt op, men her er der endnu ingen opgørelse over de stjålne effekter.

Færdselspolitiet havde blokken fremme

Politikommissær ved Østjyllands Politi Peter Hunniche har 2. påskedags morgen foretaget en foreløbig opgørelse fra den indsats, som færdselsafdelingen har haft i gang før og i påsken i hele Østjylland.
81 bilister skal til lommerne, efter de er blevet taget for hastighedsoverskridelser. Den højeste målte hastighed var 191 km/t på en strækning, hvor 110 km/t var gældende.
Fire af hastighedssagerne er sendt til betinget frakendelse, 16 har fået et klip i kørekortet.
32 bilister er blevet noteret for andre overtrædelser af færdselsloven som manglende tegngivning, mobilsnak under kørslen og manglende brug af sele.
Otte bilister er sigtet for spiritus- og eller narkokørsel.