Fortsæt til indhold

Politiet leder efter mindre, mørk bil

Krimi
Martin Warming

Københavns Vestegns Politi leder efter en mindre, mørke personbil, som de gerningsmænd, der lørdag aften skød og dræbte en 21-årig mand, formentlig kørte i.
Drabet fandt sted på hjørnet af Rybjerg Allé og Maj Allé i Mørkhøj lørdag aften ved 19-tiden, da der skudt mod en bil med flere passagerer.
Skuddet ramte en 21-årig mand, der sad i bilen. Han afgik kort efter ved døden.
Københavns Vestegns Politi efterforsker drabet og beder offentligheden om hjælp til at kaste lys over hændelsesforløbet.
"En mindre mørk personbil er set køre fra gerningsstedet – den er vi meget interesseret i flere oplysninger om," siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson.
Han opfordrer vidner, der eventuelt også måtte have andre informationer, om at henvende sig til Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.
Af hensyn til den videre efterforskning ønsker vicepolitiinspektøren ikke at frigive flere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt.