Satanister hjemsøger nordsjællandske kirker
Flere nordsjællandske kirker har i løbet af weekenden haft besøg af satanister.
I Veksø Kirke klistrede gerningsmændene et A4-ark op i et skab bag alteret. På sedlen stod "Bent sælger sin sjæl til djævlen", og ved siden af teksten var der tegnet det, som Nordsjællands Politi beskriver som et satan-tegn.
Trods de ikke-kristne symboler er sognepræst Kenneth Siedentopf Knigge ikke umiddelbart skræmt.
"Personligt tager jeg det stille og roligt indtil vi har dokumentation for, at en satanistisk kult holder til i kirken efter lukketid. Hvis det det sker, synes jeg, det er uhyggeligt. Men lige nu er jeg ikke urolig," siger han.
Gerningsmændene stjal også en messehagel, tre ruller alterbrød og nogle messingholdere fra sæderækkerne fra Veksø Kirke.
Ikke langt fra Veksø ligger Slangerup Kirke, hvor personalet lørdag eftermiddag fandt en satanistisk figur foran alteret. Ved siden af figuren var der spredt knuste rosenblade.
Også i Skævinge Kirke har der været ubudne gæster, som kastede aske på gulvet samt smed søm og tovværk rundt i kirkerummet. Om hændelsen i Skævinge Kirke har sammenhæng med de to satanistiske episoder er uvist. Specialkonsulent ved Nordsjællands Politi, Christian Have, betragter det som drengestreger.