Fie er et skridt tættere på drømmekroppen
For nyligt fik slanke-fænomenet Fie Friedrichsen fra Frederikssund bortopereret 2,5 kilo overskydende hud efter et enormt vægttab. Hør hvorfor det var vigtigt for hende
44.714 brugere har det seneste års tid fulgt Fie Friedrichsens kamp mod vægten fra 140 til 70 kilo på Facebook. Den 21-årige Frederikssund-pige sagde i 2011 nej til lægernes tilbud om en fedmeoperation, og valgte i stedet for at kaste sig ud i sin egen hårde kamp mod vægten.
Fie fuldførte sin mission, men tabet af halvdelen af kropsvægten efterlod hende med et nyt problem - en masse overskydende hud på blandt andet mave og ryg.
"Det hæmmede mig utrolig meget i min hverdag både psykisk men også fysisk. Det "slaskede" rundt, når jeg trænede og vendte mig i sengen, og jeg begyndte at få tegn på svamp i folderne, fordi huden ikke kunne ånde, og det var bare en kæmpe gene," fortæller Fie.
Derfor fik hun for nyligt foretaget en omfattende operation kaldet "Belt lepictomi" på Herlev Hospital, hvor hun fik fjernet den overskydende hud hele vejen rundt om kroppen. En operation som bestemt ikke er uden risiko for komplikationer. Dem var Fie dog villig til at løbe.
"Det var vigtig at få fjernet huden fordi, den fastholdte mig i det liv, jeg så længe havde prøvet at kæmpe mig ud af. Et liv med dårligt selvværd og mistrivsel. Det hang over mig som en sort sky og mindede mig hele tiden om, hvor stor jeg faktisk har været. Man opfatter det næsten som værende mere "klamt" at have en masse løs hud end at veje for meget, og jeg ville bare have det væk, fordi jeg ville videre med mit liv og være stolt af min krop uden at have hud som en på 90 år," siger Fie til Lokalavisen.dk.
Se tv-indslag med Fie her: KLIK
Efter den seks timer lange operation, som i øvrigt gik godt, er Fie et skridt tættere på den krop, hun altid har ønsket sig.
"Det er lidt mærkeligt at se sig selv i spejlet. Det begynder langsomt at gå op for mig, men jeg kan stadig godt blive overrasket over, hvor tynd jeg efterhånden er blevet. Målet er nu nået med hensyn til min vægt, men jeg har desværre også løs hud andre steder," siger Fie, som derfor har fået nye ønsker på listen.
"Hvis jeg skal have drømmekroppen, skal jeg mindst have tre operationer mere, men det er noget, jeg skal overveje nøje. Det er ikke bare sådan lige at blive opereret. Det tager hårdt på ens psykiske og fysiske kræfter. Men jeg har for meget hængehud på armene (mormorarme), som jeg desværre ikke kan træne væk, løs hud på inderlårene, og en barm der godt kunne trænge til et løft og implantater. Det kommer til at blive en længere proces, så vi tager én operation af gangen," smiler Fie, som efter operationen må holde seks til otte ugers pause fra den fysiske træning, som ellers er blevet en stor del af hendes nye sunde livsstil.
"Det er hårdere, end jeg troede at skulle undvære træningen, og jeg savner virkelig alle de gode ting den gør for mig."
Se tv-indslag med Fie her: KLIK
Mens Fie restituerer sig, bruger hun blandt andet tiden på at opdatere hendes 44.714 Facebook-følgere, som har en stor andel i, at hun er nået under de 70 kilo.
"Hver dag får jeg mange beskeder fra folk, der fortæller mig, hvordan jeg har hjulpet dem til at tabe sig. Det er fantastisk, og mere end jeg kunne ønske mig. Jeg tror, jeg er blevet et fænomen, fordi så mange kan relatere til min historie. Der er så mange, der er blevet overvægtige på grund af overspisning, trøstespisning og et forvrænget forhold til mad, som jeg også selv havde. Hver dag booster følgerne mig til at blive ved med at holde den sunde linje og til at lave sunde retter, som jeg kan dele med mine dem. Vi debatterer også meget omkring diverse fedmeproblematikker og, hvorfor det bare er så svært at tabe sig. Det motiverer mig, at se jeg hjælper andre i samme situation. Samtidigt er det også et stort ansvar, og det er jeg altid meget bevidst omkring. Mange følger mig i det daglige, og nogle gange "kopierer" de det, jeg gør. Derfor går jeg meget op i, at man skal tabe sig på en fornuftig og sund måde, der ikke tærer på en fysisk og mentalt, men tværtimod gør en stærkere, samtidigt med man taber sig og finder livskvaliteten tilbage," siger Fie Friedrichsen til Lokalavisen.dk.
Følg Fies videre kamp og få gode råd af hende her: KLIK