Fortsæt til indhold

Splitternøgen Medina hjælper voldsramte børn

Krimi
Jesper Lundh

Et nøgenbillede af popdivaen Medina forventes at indbringe 100.000 til voldsramte børn og unge, når Tal R's maleri kommer under hammeren på en velgørenhedsauktion den 23. maj.
Tal R blev i sin tid opfordret af Børn og Unge i Voldsramte Familier til at donere et maleri. Den international anerkendte kunstner foreslog selv, at Medina skulle være model, fordi hun i forvejen er ambassadør for foreningen.
Medina sagde ja, og en februar-dag i Tal R's atelier blev de enige om at hun skulle posere nøgen i et soveværelse.
Maleriet er nu færdigt og kan ses hos Bruun Rasmussen i Københavns Nordhavn indtil den 22. maj.
Fredag den 23. maj stiller Frederik Bruun Rasmussen op som auktionarius på Børsen i København, til en stor privat velgørenhedsauktion. Det fulde hammerslag går ubeskåret til foreningen, og der bliver ikke opkrævet salær i forbindelse med salget.
Velgørenhedsauktionen finder sted som et lukket arrangement for særligt inviterede gæster den 23. maj på Børsen i København. Interesserede købere, der ikke er inviteret på selve aftenen, har mulighed for at afgive telefonbud på maleriet ved forudgående henvendelse til foreningen Børn og Unge i Voldsramte Familier.
Læs mere om Foreningen Børn og Unge i Voldramte Familier på www.familievold.dk

Tal R: "Medina". Sign. 2014. Farvepigment og harelim på lærred. 88 x 67 cm. Vurdering: 100.000 kr.