200 evakueret i nat
Omkring 200 beboere blev natten til lørdag evakueret i Greve på grund af frygt for en bombe. Det oplyser Ritzau ifølge dr.dk.
Kort efter midnat havde en 55-årig mand truet en buschauffør på livet med en pistol. Manden efterlod en kuffert i bussen, og politiet tog derfor ingen chancer, da betjente nåede frem på Hundige Strandvej.
"Vi vurderede, at kufferten var mistænkelig, og derfor skønnede vi, at vi måtte spærre området af dernede, siger vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Ammunitionsryddere og kriminalteknikere blev tilkaldt, og da der var flere boliger i nærheden af bussen, gik politiet i gang med at få beboere ud af deres hjem og bragt dem til en nærliggende skole.
Cirka 150 af de omkring 200 evakuerede ventede på skolen, mens ammunitionsryddere undersøgte, om der var en bombe i kufferten. De sidste 50 mennesker tog hen til familie eller bekendte, oplyser Ritzau ifølge dr.dk.
Klokken 03.40 kunne ammunitionsrydderne afblæse bombealarmen, og Greve-borgerne kunne igen vende hjem.
Den 55-årige mand er nu blevet sigtet for at have truet flere personer på livet og for at være i besiddelse af både en pumpgun og en pistol, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Han er også sigtet for spirituskørsel.
Den 55-årige vil blive stillet for en dommer i løbet af lørdagen, siger vagtchefen til Ritzau.