Bil fløj gennem have under en politijagt
Tirsdag aften udspandt der sig en længere politijagt rundt i Helsinge, og omkringliggende veje. Jagten endte med et brag i et industrikvarter.
En velkendt kriminel fra Hillerød drønede rundt i en kraftig Ford Mondeo i Helsinge, tirsdag aften. Bilen har 170 hestekræfter, og bilens fører nægtede pure at stoppe på trods af en patruljevogn gjorde en ihærdig indsats for at få bilisten stoppet.
Det hele var startet kort før kl. 21, da en patruljevogn kørte på Helsingørvejen på rutinepatrulje.
Rutinen røg dog direkte ud gennem vinduet, da den stærke Mondeo drønede direkte ud foran patruljevognen ved nedkørslen fra Valbyvej og føreren nægtede at standse trods patruljevognens tydelige signaler.
Biljagten gik herefter rundt i Helsinge af bla. skolegade, Gadekærsvej, Rådhusvej, Rundinsvej, Vestergade og endelig ud i industrikvarteret.
Her forsøgte den flygtende bilist med stor iver og meget høj fart at ryste patruljevognen i en hidsig flugt. Jagten gik angiveligt ad Bomoseallé, Industrivej, Frederiksværksvej og retur ad Skovgårdsvej - og herefter endnu engang nedad Bomoseallë.
I det skarpe 90-graders sving ved Industrivej lykkedes det for den flygtende mand at stoppe sig selv særdeles effektivt, idet han mistede kontrollen over den kraftige bil.
Mondeoen røg op over fortovet, påkørte en række store kampesten, fløj gennem hækken og tværs gennem forhaven til et hus.
Herefter nedlagde bilen et hegn og fløj tværs over en indkørsel, hvor bilens vilde ridt endelig stoppede ovenpå en række store sten samt endnu et hegn.
Patruljevognen havde ellers haft sin problemer med at hænge fast på den flygtende bil, men betjenten bag rattet var en langt bedre bilist og havde ved flere lejligheder lagt afstand til flugtbilen for at få ham til at sænke farten - forgæves.
Den flygtende bilist kom ud af bilen netop som patruljevognen nåede frem, og her opgav bilisten endelig sin videre flugt idet han lagde sig på jorden med begge arme på ryggen og lod sig anholde.
Anholdelsen skete i indkørslen til et firma på Industrivej 21, den indkørsel hvor bilen var endt efter det vilde ridt gennem naboens forhave.
Brandvæsnet blev kl. 21.12 tilkaldt til at opsuge udstrømmende olie, kølervæske og brændstof fra den totalskadede Ford Mondeo, som iøvrigt viste sig at være monteret med et sæt stjålne nummerplader.
Den flygtende mand havde dog ikke stjålet bilen, idet den var købt og betalt - men aldrig omregistreret og tilligemed monteret med stjålne nummerplader.