Bilister slap med livet i behold efter kollision
Onsdag eftermiddag blev Hillerødvejen spærret mellem rundkørslerne Kildevejen – Helsingørvej ved Helsinge, idet to personbiler stødte frontalt sammen.
Kort før kl. 13.30, onsdag eftermiddag, blev der slået alarm til 1-1-2 om et alvorligt trafikuheld på Hillerødvejen, stort set midt mellem de to velkendte rundkørsler ved Helsinge.
En Opel Zafira og en VW Lupo var stødt frontalt sammen, lykkeligvis var kollisionen ‘kun' med ca. 10% af fronten på begge biler, men alligevel med omfattende skader til følge.
Den lille lette VW Lupo blev ved sammenstøddet kastet en gang rundt om sig selv, og ud i autoværnet hvorefter den gled ud på vejbanen igen.
Bilen fik revet venstre forhjul af, ligesom bilens A-stolpe og dele af taget blev voldsomt deformeret. Førerdøren fik hele ydersiden skrællet af, men føreren var lykkeligvis ikke fastklemt i den ødelagte bil.
Bilens fører var en kvinde fra lokalområdet, som trods de alvorlige skader på bilen angiveligt skal være sluppet forholdsvist heldigt fra uheldet. Hendes præcise tilstand er dog endnu ukendt, men der skal ikke være sket alvorlig eller livstruende skader.
Modparten som kørte i en Opel Zafira, en firmabil fra et københavnsk firma, endte over 100 meter væk idet bilen her fik revet hele venstre forhjul af. Bilen stoppede formentlig af sig selv, idet bilens fører næppe kunne stoppe bilen via bremsen på grund af de overrevne bremserør på køretøjet. Der er ikke meldt om tilskadekomst af føreren af Opelen.
Strækningen var spærret for trafik frem til kl. 14.50 hvor brandvæsnet havde fået renset og fejet vejbanen for væsker og vragstumper.