Tævede og voldtog kæresten
Arkiv
En 26-årig mand fra Hellerup blev i går ved Retten i Glostrup idømt 1 år og 6 måneders fængsel for vold og voldtægt mod sin daværende 18-årige samlever.
Den 26-årige blev dømt for gentagne gange i løbet af 2013 at have udøvet vold mod samleveren. Volden blev begået i deres fælles hjem i Ishøj. Derudover blev han dømt for i juni 2013 at have voldtaget kvinden.
Den 26-årige blev idømt en såkaldt kombinationsdom på 1 år og 6 måneder, hvoraf de 6 måneder skal afsones. Derudover blev han dømt til at betale en erstatning på 70.000 kr. til kvinden.
Han udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.