Fortsæt til indhold

Tyvebande stoppet ved grænsen i kassevogn fuld af tyvekoster

Krimi
Jesper Lundh

Tysk grænsepoliti i Rostock stoppede lørdag formiddag en kassevogn på vej ud af Danmark - og det skulle vise sig at være en god fangst.
De fire gutter i bilen var i selskab med tre-fire stjålne cykler og en masse nyt værktøj med firmamærkater, som politiet mener er tyvekoster.
"Tre af de fire personer bor i Frederiksværk og har danske personnumre med udenlandsk klingende navne. Den sidste har ukendt adresse," siger vagtchef Søren Bjørnestad til Lokalavisen.dk.
De fire personer vil ikke fortælle politiet, hvor tingene kommer fra - men de vil senere blive afhørt af dansk politi.
"Politiet har taget alle tingene, fordi vi mener, det er tyvekoster. Sagen er ikke stor nok til at vi vil begære dem udleveret, men da de har bopæl her i landet, venter vi bare på at de kommer hjem. Det bliver ikke glemt - og de kan lyve alt det de vil, de hænger på den," siger vagtchefen.