Fortsæt til indhold

Bandidos viste 'Big Mac' den sidste ære

En større begravelse er næppe nogensinde tidligere set i Græsted Kirke, omkring 500 personer deltog i begravelsen af Poul 'Big Mac* Joachim Hansen lørdag formiddag.

Krimi
Af Allan Andersen

Lørdag formiddag blev der taget afsked med familiefaderen Poul Joachim Hansen, og samtidig taget afsked med det mangeårige medlem af rockerklubben Bandidos, Big Mac.
Omkring kl. 09.30 lød der en torden i horisonten, som gradvist tog mere og mere til, det var dog ikke et uvejr som var under optræk, men derimod omkring 200 - 250 motorcykler som fulgte bag rustvognen og to store hvide limousiner med Big mac's pårørende på vej mod Græsted Kirke.
Efter rustvognen var svinget ind ad porten til kirken ankom en nærmest endeløs række af motorcykler, på motorcyklerne sad rockere fra Bandidos, Hells Angels, Cobra, No name, Nomads, og flere medlemmer af den kristne bikerklub Exodus som alle var kommet for at vise den velkendte rocker den sidste ære, og støtte familien i den svære stund.
Kirkeklokkerne begyndte deres ringen, og trak stille og roligt de mange fremmødte ind på kirkegårdspladsen.
De 175 pladser i Græsted Kirke var reserveret til Poul 'Big Mac' Joachim Hansen's familie, nære venner og en række Bandidos rockere. Et anslået tal på omkring 500 mennesker var mødt op til begravelsen, og her medtælles ikke de nysgerrige som forsamlede sig på fortove og gaderne omkring kirken.
En række opsatte højttalere på pladsen udenfor kirken stemte i med Metallica's 'Nothing else matters' og gjorde det klart at netop en rockerbegravelse er markant anderledes end den begravelse som er de fleste danskere forundt.
Inde i kirken talte præsten til familien og de som havde fået en plads inde bag kirkens tykke mure, mens kun et fåtal af de omkring 250-300 mennesker som stod udenfor, kunne høre præstens ord. På trods af det, var der en larmende stilhed på kirkegården, hvor Kim Larsen's 'Om lidt bli'r her stille' pludselig klingede ud af højttalerne.
Efter Kim Larsen blev temaet til 'Matador' spillet og under afspilningen af det velkendte musikstykke blev kisten med Poul 'Big Mac' Joachim Hansen båret udenfor af familiemedlemmer og brødrene fra Bandidos, tæt fulgt af den nærmeste familie.
Omkring kl.11.45 kom Poul 'Big Mac' Joachim Hansen ud på sin sidste rejse, da han blev forsigtigt sænket ned i jorden under overværelse af de omkring 500 fremmødte personer, hvoraf langt størstedelen udgjorde personer fra rockerverdenen i både Danmark, Sverige, Norge, Finland, Spanien og Frankrig.
Den sidste hilsen til Poul Joachim Hansen var ikke rettet til rockeren Big Mac, men derimod til familiefaderen Poul. Ordene kom fra hans datter, som opløst i gråd så sin fars kiste blive sænket i jorden og højtlydt udbrød: - Jeg elsker dig, far.
De fire ord ramte enhver som hørte det lige i hjertekulen, og mindede enhver om at bag Bandidos vesten havde hjertet hos en kærlig og elsket far også banket - nok har Bandidos mistet en broder, men to børn har mistet den eneste far de havde i verdenen.

Ingen kan være i tvivl om hvem der hviler under denne massive gravsten, angiveligt til en værdi af over 37.000 kroner.
Masser af nysgerrige var samlet på vejene omkring kirken, og de fik et imponerende syn, da de 200-250 motorcykler både ankom og forlod Græsted Kirke.
Omkring kl. 11.45 blev kisten med Poul 'Big Mac' Joachim Hansen sænket i jorden af familiemedlemmer og Bandidos rockere.
Blandt de mange fremmødte Bandidos rockere, var også Brian Sandberg som her ses på vej væk efter begravelsen.