Fortsæt til indhold

Livredder kæmpede forgæves for druknet mand

Fredag omkring kl. 16 blev en 79-årig mand opdaget af Livredderen på stranden ved Stængehus, manden blev hurtigt reddet i land men han var desværre for længst død.

Krimi
Af Allan Andersen

Nordsjællands Politi fik først sent fredag aften identificeret den midaldrende mand, der blev fundet flydende livløs i vandet ved Stængehus Strand ved Liseleje.
Han blev genkendt af personale på Hillerød Hospital, og identiteten fastslået da en pårørende kunne identificere manden, som værende en 79-årig mand fra Frederiksværk.
Det meste af fredagen stod politiet ellers på bar bund omkring mandens identitet.
- Vi står i den situation, at vi er uden identitet på manden. Vi har kørt op og ned ad stranden i en rimelig afstand fra findestedet, uden at der er nogen, der har kunnet genkende ham, fortæller vagtchef Dan Houtved til Ekstra Bladet.
Det var en livredder fra Nordsjællands Kystlivredningstjeneste som fra sit tårn opdagede den livløse mand liggende ude i vandet, og hurtigt fik bjærget manden i land.
- Livredderen gjorde alt hvad han kunne i ventetiden på ambulance og Akutlægen, men indsatsen var ulykkeligvis forgæves, fortæller Cheflivredder John Mogensen til Lokalavisen.dk
Det lykkedes ikke for redningsfolkene eller akutlægen at genoplive den druknede mand, som til sidst blev erklæret død på stranden.
- Manden er ikke gået i vandet i det område som livredderen har opsyn med, muligvis er han gået i vandet på naturiststranden i nærheden og efterfølgende kommet med strømmen ned til livredderområdet, siger John Mogensen.
Nordsjællands Politi tror også at den omkomne mand har været gæst på den nærliggende naturiststrand, idet han blev fundet uden badetøj på, og det vides endnu ikke om manden er druknet eller feks. er omkommet ved et hjerteanfald. Politiet har endnu ikke fundet nogen vidner til selve ulykken.
- Det kan ikke udelukkes, at han er en udlænding. Nu håber vi, at rygtet spredes fra mund til mund, og at der så er nogen, der reagerer på et tidspunkt, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
Sent fredag aften fik politiet så heldigvis fastslået den omkomne mands identitet, og underrettet de pårørende.
John Mogensen appelerer igen til de mange som der ønsker at bade tidligt – vent til livredderen er på plads og bad indenfor livredderområdet.