Bilist kom galt afsted - påkørte gårdbygning fra 1882
En mandlig bilist kom i den grad på afveje da han ramte forbi en bred vej, midt i Hundested by, og i stedet hamrede ind i en stor gård. Forinden havde bilisten angiveligt også ramt biler på en nærliggende P-plads.
Politiet ved endnu ikke om årsagen til det voldsomme uheld var et ildebefindende eller spritkørsel, ifølge kilder på uheldsstedet lugtede den 51-årige bilist dog voldsomt af spiritus.
Uheldet skete kort før kl. 17.30, hvor der blev slået alarm om et voldsomt uheld med en bil der var kørt ind i et hus på Ll. Karlsmindevej. Inden uheldet skete havde bilisten også præsteret at påkøre en eller flere biler i bymidten af Hundested, det fortæller vidner til Lokalavisen.dk
Bilen var kommet nede fra Hundested Havn ad Amtsvejen, og her ville bilisten tilsyneladende foretage et venstresving ind ad Ll. Karlsmindevej. Bilen ramte dog langt ved siden af krydset til Ll. Karlsmindevej, bilen røg derimod op over fortovet, henover en skrånende græsplæne og med et brag ind i den gamle gård fra 1882.
Væggen holdt da heller ikke til påkørslen, idet bilen endte et stykke ind i bygningen – blot få meter fra den chockerede gårdejer. Et ældre ægtepar, begge på 66 år, og deres 16-årige barnebarn var hjemme da ulykken skete, men ingen af dem kom noget til ved kollisionen trods flyvende mursten og puds.
Den 15 år gamle Skoda Felicia blev dog ikke holdende inde i bygningen, den rullede efter et øjeblik igen baglæns og tværs henover Ll. Karlsmindevej, op over rabatten og endte sin tur oppe på fortovet på den modsatte side.
Samtlige airbags var skudt ud på bilen ved påkørslen af den gamle gård og bilens fører, en angiveligt lokal mand i 50'erne, sad tilbage bag rattet i bilen. Ifølge vidner var han stærkt chockeret og meget dårlig ovenpå uheldet.
Bilisten blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter med lægehelikopter, men hans tilstand kendes endnu ikke. Politiet har rutinemæssigt udtaget blodprøve på bilisten.
Frederikssund-Halsnæs Brandvæsen sendte stor-udrykning til ulykken, idet der var frygt for at muren i huset skulle styrte sammen, og derved udløse en større sammenstyrtning af bygningen fra 1882.
Det vides endnu ikke hvor omfattende skader bygningen har taget.
Politiet har sigtet den 51-årige mand for spirituskørsel.