Mor til to små børn frygtes dræbt
39-årige Hafida Bourouih er ikke set siden natten til torsdag. Politiet frygter det værste og har sigtet ægtemanden
Københavns Vestegns Politi efterlyser den 39-årige Hafida Bourouih, som helt usædvanligt er forsvundet. Hun er sidst set i Hedehusene, nær Roskilde, natten til torsdag.
Hafida Bourouih er af marokkansk oprindelse, dansk gift, bor i Glostrup og er mor til to små børn.
Ifølge eb.dk har politiet allerede valgt at anholde og sigte hendes 40-årige mand for manddrab til trods for, at der endnu ikke er fundet noget lig.
Manden, som nægter sig skyldig, blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup lørdag, hvor dommeren valgte at opretholde anholdelsen i tre gange 24 timer med mistanke om, at han skal have dræbt sin kone mellem den 24. juli klokken 16.30 og 25. juli klokken 20.45.
Hafida var på besøg hos venner i Hedehusene onsdag aften til lidt over midnat. Torsdag klokken 16:30 hentede hun sine børn i institutionen i Glostrup, og siden er hun ikke blevet set.
Ifølge eb.dk skulle hun have været på ferie til hjemlandet Marokko fredag, men dukkede ikke op, da familien stod klar til at køre hende i lufthavnen.
"Det ser mistænkeligt ud, og vi frygter, at der kan være sket hende en forbrydelse. Det er det, vi arbejder ud fra, for det er usædvanligt, at hun nu er forsvundet på tredje døgn. Særligt når hun har to små børn," siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, som samtidig beder offentligheden om hjælp:
"Har nogen set hende eller har en viden om hendes færden, så ring gerne til os med det samme," siger Charlotte Skovby. Henvendelse kan ske døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.
Privat eftersøgning
Venner, familie og bekendte mødtes i stort tal søndag klokken 11 på Ballerupvej ved Søndersø i Hareskoven for at lede efter Hafida. Eftersøgningen, som var arrangeret gennem facebook, gik fra Skovlyst mod Værløse.